Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske bøger
dorff, har hver tegnet et billede af ham,
den ene af mennesket, den anden af
kritikeren. Når man læser disse mindeblade om
denne ensomme lærde, der som ven og
medarbejder altid gav andre så meget og
som kritiker oplevede, skabte og beskrev
en stor epoke i dansk teater, forstår man
den store skuespillerinde, som sagde, at
hun syntes der ikke ville være noget ved
at spille komedie mere, når han ikke sad
dernede, og giver Brusendorff ret i, hvad
han skriver til sidst om den dybere
betydning af kalenderens tørre meddelelse på
Schy-bergs dødsdag: De lyse nætter ender.
I forbifarten nævnes, blandt årets
allersmukkeste publikationer, optrykket af St.
St. Blichers gamle jagttidsskrift »Diana», i
udvalg ved magister Erling Nielsen og med
de vakreste illustrationer af Ib Friis
(Gyldendal). Et værk som vil blive attrået
langt udenfor jægernes kreds for sine store
dyder.
Tre nyheder — alle i a-klassen —
udsendt af tre forlag! Jovist er Martin A.
Hansen i form og fremstød, endda han
ikke kommer let til sine bøger. Han hører
ikke til dem, der lader sig friste til at skrive
på rutine og renommé. Hvad han fæster på
papiret har forinden undergået svare
processer, ligesom de store opdagelsesrejsendes
resultater, der først er fragtet over is- og
sandørkner, gennem vildnis og bjergpas for
så ved skrivepulten at tage endelig form.
Hans roman »Løgneren» vandt allerede
under radioudsendelserne det blå stempel,
blev siden hævet til skyerne af en enig
kritik og kommer i oplag på oplag som
nogen best-seller. Den røber noget
eviggyldigt om mennesker, deres kår, deres liv
og færden og deres ansvar overfor hinanden.
Lad mig karakterisere hovedpersonen
gennem hans svar på fru Rigmors spørgsmål
om, hvordan man kan tro på Gud, når livet
er blevet helt meningsløst: »Da må man.
Når du kommer til meningsløshedens
yderste, da ser du, at det hele er en
val
plads, hvor to magter slås. Og et
ingenmandsland gives ikke.» Og i den forbindelse
føje nogle linier fra forfatterens essay om
»Eneren og massen», der er publiceret
sammen med H. C. Branners betragtninger
om »Humanismens krise» i den aldeles
fortræffelige serie »Mennesket i tiden» (Hans
Reitzels forlag), som tør siges at vedkomme
alle, som finder tidspunktet inde til
selvbesindelse og eftertanke, mens de hører nyt
fra Korea og venter på stormagternes
stillingtagen til krig, kaos — og verdensfred
so oder so. Martin A. Hansens konklusion
er denne simple, men ofte så vanskeligt
efterlevede:
»Man er ikke født ind i naturen, men ind i et
samfund. Eksistensens væsen kan ikke sandt opfattes
uden man ser, at i den indgår andres væren, som
den indgår i deres. I samme øjeblik mit Jeg står
handlende i verden, handler det i mennesker,
med dem, mod dem. Eksistensen er til i
ansvarligheden. Og det reelle for mig, billedet for min
anskuelse, udgangspunktet for min tænken er da
de mennesker, hvis søvnlyde når mig gennem
væggene i den sene nat, da dette skrives,
mennesker hvis tilværelse længe har været i min
hånd og vil være det, så længe denne hånd er
stærk og duelig.»
Sin tredie bog har Martin A. Hansen
opkaldt efter Gammel Testamentes havuhyre,
»Leviathan» (Wivel) og har dermed villet
betegne den kamp, der har stået under dens
tilblivelse og som dens læsere må fortsætte,
om de vil annamme dens tanker og hele
problematik. »Leviathan» er et opgør med
darvinismen, kommunismen, den falske
kundskabstro, endvidere en fører gennem
naturvidenskaberne og historien og først og
sidst forfatterens bekendelse af sit ståsted,
som han er hjulpet til at finde (eller
bestyrket i at holde) af filosoffen Cassirer,
hvis tanke er den, at erkendelsen er
skabende. Da er materien ikke ældst. Begrebet
er ældst. I begyndelsen var ordet. Og
forfatteren slutter heraf således:
»Dybest befriende ved Cassirers hug mod
den gordiske knude (o: »Das Ding an sich)»
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
