Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske bøger
ikke vil forliges med digterens æoliske harper.
Stemningen er fyldt med uro, kun ved poesiens
hjælp kan han gøre sig til herre over den. En
ufolkelig poesi.»
Sophus Claussens ungdomstid (og
biografiens første del) rækker til og med
»Pile-fløjter», denne poesibog som rummer alt
hvad der er dejligt og sammen med
prosaskitserne »Mellem to kyster» forkynder
Claussens særlige tro, at »lærebog og bud er
gode og nyttige, men kærligheden er højere
end loven». Han oplevede at blive salig i
den tro, omsider at få den pige, han
engang havde mødt og siden bestandig drømt
om.
I andet bind følger vi Sophus Claussen ind
i vort århundrede, da hans poesi ret blev
»ufolkelig». »Jeg har før lagt for megen
vægt på enkeltheder», skrev han, »nu skal
selve planen røbe min visdom.» Professor
Frandsen viser, at samtiden ikke var
tilbøjelig til at anerkende hans plan. Hverken
læserne eller kritikerne. Og dog indeholder
hans manddoms digtning noget ganske
uforgængeligt, skabt af det befrugtende møde
mellem livets erkendelse og poesiens
herlighed, eller rettere af identifikationen af
disse to. I et interview udtalte digteren
engang bl. a.: »Vor tid — de unge — er
vendt tilbage til den ældgamle opfattelse,
at en digter helst bør være beåndet, en
forkynder af tingenes dunkle og forunderlige
sammenhæng. Digteren gætter bagved de
ting, han ser, en usynlig verdensorden, en
slags sublim matematik, hvis høje og
indviklede beregninger er ham den
drømmeblomst, den lotus, der bringer glemsel for
denne verdens sorger.»
Om den nye fase, hvori fuldbyrdedes den
smertelige modningsproces, hedder det:
»S. C. trak sig ind i sig selv og omsatte
kampmodet fra århundredskiftet i et årelangt grubleri.
Et mareridt, en krise, siger han, når han tænker
på den tid. ’En mørk lidenskabelighed havde
bemægtiget sig hele verden, og det var med den
bedste vilje ikke muligt at gøre sig fri.’
Kedsomhedens og ledens giftige dunster trængte sig på,
og Dantes vilddyr truede; udtryk for stemningen
er digte som ’Ingeborg Stuckenberg’,
’Dronningen i Thule’ o. fl. Uændret gik hans
livsopfattelse ikke igennem reflektionens skærsild.
Enheden af ånd og natur, som i ungdommen var
umiddelbart givet, kunne ikke opretholdes, han
måtte tilstå, at en ening ikke var mulig i det
reale. En smertelig erkendelse — indtil blikket
endelig koncentreredes om det lyse udspring:
’Ved eftertanke faldt det os ind,’ hedder det i et
summarisk tilbageblik, ’at vi endnu havde kunsten
i vort sind, tanken til vor hjælp og med verset
nøglen til alle jordens værdier. Og her er altså
enheden i tilværelsen fundet.»
Det foreliggende vægtige arbejde, som
er gået ud på at slutte kontakten lidt nøjere
mellem denne vise og dybe digter, der
elskede at blive forstået, men afskyede at
blive kommenteret, og hans læsere, må siges
at have løst sin mission.
Med et lettelsens suk, synes man at
fornemme af teksten, har Paul V. Rubow
endelig afsluttet sin Holger
Drachmann-biografi (Ejnar Munksgaard). Denne tredie
del må med sine 65 sider, hvoraf mange
medgår til dagbogsoptegnelser og noter til
værker samt en kantate ved
århundredskiftet, hvilken alene fylder de 12 sider,
snarest betegnes som et anhang til de
foregående vægtige bind. Det omhandler
perioden 1897—1908 og bærer den
karakteristiske overskrift: Sidste år — triste år.
Forladt af Edith, hvad digteren lamenterer
meget over og giver den gængse
samfundsmoral skylden for, indgik han ægteskab med
Soffi Lasson, som var blevet ham overladt
af en beundrer. Hun var en overmåde
anstrengende dame, som yderligere bidrog
til at forurolige og formørke hans livs aften.
Ustandselig på farten i ind- og udland
(en rejse til Amerika synes direkte
mislykket) og samtidig rastløs skrivende (godt
og dårligt imellem hinanden) brændte
Drachmann sin sidste lysestump i begge
ender. — Ved festen på Københavns rådhus
i anledning af skjaldens 6oårs dag repeterer
man hans famøse, men (iflg. Rubow) dog
afsides hyldest til københavnerindernes
309
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
