Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nyhederne døde — Klassikerne leve! Københavnsk teater 1950–51. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Der var poesi og menneskelighed over
hendes Aurélie. Paa samme linie havde
Gabriel-sen tøet den lyrik og den alvor op, som er
frosset inde under ironien, farcen og
løjerne i dette pragtfulde stykke.
Forestillingen blev derved helt anderledes end f. ex.
den stockholmske med Tora Teje. Der var
en levende og fint varieret rytme over hans
opsætning, som gjorde den til en udsøgt
nydelse. John Price var magtfuld og
morsom som kludesamleren, og Ingeborg Brams
sagde Irmas slutmonolog paa Akt I med
følsom replikkunst. Men den burde være
spillet i Stærekassen, Det kongeliges mindre
Ny Scene. Der kunde ordene hos denne
ordets dyrker Giraudoux i endnu højere
grad være kommet til deres ret.
Mens »Den gale» blev en stor suaces,
faldt T. S. Eliots »Cocktail party» paa
Stærekassen. Christen Jul havde sat i scene i
et slæbende tempo — party’et varede en
halv time længere end i Olof Molanders
kongeniale tolkning af det paa lille
Dramaten. Eliot har engang skrevet, at han
finder jongløren Rastellis ekvilibristiske
cirkusnumre mere rensende for sjælen
(ca-thartic) end en opførelse af Ibsens »Et
Dukkehjem»! Juls cocktail-servering var det
mest ibsenistiske man nogensinde har set,
helt u-rastellisk og u-rytmisk og i en hæslig
dekoration.
Poul Reumert spillede lægen, lederen af
den treenighed, der for at citere Pauli 2.
brev til de Korinthier, kap. 6, — der kan
bruges som forklarende motto til stykket —
ved langmodighed, ved velvillighed og ved
uskrømtet kærlighed skal frelse forulykkede
ægteskaber og kærlighedskæntrede
pigebørn, men i hovedscenen snærrede han
nærmest af sine patienter. Da han i samme
scene havde vejledet Celia til hendes frelse,
tilføjede han for egen regning — og først
efter at stykket havde gaaet nogle gange —
det træk, at han ikke kunde hitte en blyant
paa skrivebordet og ledsagede sin roden
med et indædt »Satans». Reumert spillede
rollen under fuld udfoldelse af sin sceniske
autoritet, og den er stor — og den
fremskynder for resten ikke just tempoet i en
forestilling — men helt i sin naturalistiske
stil, som lidet svarer til Eliots billede af en
mystisk og mystificerende mystiker.
Som et motto nr. 2 for Cocktail party
kan man sætte et citat af et ungdomsvers
af Eliot selv:
Any man has to, needs to, wants to
Once in a life time do a giri in.
Med Celias korsfæstelse i en termittue har
han forhaabentlig faaet tilfredsstillet denne
agressive lyst! Det interessanteste ved hans
stykke er dets skildring af moderne
menneskers komplicerede komplekser, deres
had og angst og fortvivlelse. Det farlige ved
ham er, at den udvej han kan anvise: den
religiøse autoritetstro blot vil føre til
flere. Det inspirerende ved ham er, at han
tvinger frisindet til at overveje sin situation
og gøre sig klart, om det kan skrive bedre
recepter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
