Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mit rige. Af Hans Andreasen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mit rige
vist ogsaa, en elgko kom galoperende forbi
mit skjul og forsvandt med sin kæmpekrop
ind i tykningen; og jeg saa min jæger
komme søgende og bandende forbi, hans
hund havde tydeligt mistet interessen for al
jagt og sprang logrende op af ham; det var
ingen rigtig jæger og ingen rigtig jagthund,
gudskelov. Han standsede og opdagede mig
og raabte til mig om elgkoen, hvilken vej
den havde taget — og jeg viste i modsat
retning. Han gik videre med et unødigt
skarpt glimt i øjnene. — Bah! du dumme
grønne jæger, hvorfor lagde du dig ikke
ned paa alle fire og snuste paa
indianermanér i de tydelige spor. — De smaa ting
om mig, de vokser sig store inden i mig og
bliver en gave til mig, en virkelig værdi.
En blomst med en farve, jeg ikke før har set,
en døsende, sammenrullet snog ved en
sumpet pyt, en østerlandsk vision i
nordlandet, en hare, der sidder bag en tue og
ser paa mig med sit nysgerrige barneblik.
Og bregnerne, de vokser saa mystiske og
kolde som en troldom af skovbunden. Naar
jeg lægger mig paa jorden og ser ind i den
er det som at se ind i jungle. Derinde kan
dværgelefanter gaa, en gorilla kan vokse
op og hamre vildskab paa sit bryst — en
dukkerajah, fulgt af glinsende
pygmæbærere, der baner sig vej efter den flygtende
Sakuntala, slanger, der dingler fra blade
og gynger deres mosaikkrop i junglens
grønne mørke. Salaam min bregnejungle,
salaam for hver østerlandsdrøm, du giver,
for hvert eventyr, du digter mig.
Et evigt sus af den vældige skov, sang af
bladenes munde, som et orkester pisket af
vind kan den være, til en eneste dæmpet,
dirrende streng kan den blive, lyt til den
brusen som driver over de bøjede toppe,
det natlige sus, saga paa en gang og
pandril-leri, sære stemmer. Det kogler i mørket,
det spinder, alle nattens fabulanter er
ude: de store skygger, troldkællinger skabte
af maanen, gubber som vralter frem,
søvnige, knurrende af nattekuldens ubehag. —
Hver morgen er en tak til al jords hersker,
for atter at vaagne, at fødes paa ny.
Saadan en gryende morgen, naar alt
levende gnider søvnen af øjnene og forundret
ser, at en dag er den givet, at de ikke
døde i mørket. Det taknemmelige brus af
tusinde glædesdrukne fuglestruber, den
tidlige puslen og netten, skovboernes
morgentoilette; hvert kræ spejler sig i himlen,
pudser sin fjer, glatter og slikker sin hud.
Et goddag i skoven, en klingende hilsen i
den tindrende morgen. En mand gaar forbi
og videre ind over fjeldet. Han var saa lys
af sol, hans ansigt saa aabent, at jeg
studsede, hans holdning fri, aldrig har han vel
haft nogen byrde at bære. Hvem var han?
Et barn af skoven, en omstrejfer? Han var
ingen jæger grøn og ny og med sportsaand,
men et stykke natur af naturen, nænsomt
gik han afvej en for hvert kryp paa stien.
Igen alene i mit paradis, jeg kaster barnligt
en sten i søen, tæller ringene den danner,
smiler naar de er fine runde, er drenget
misfornøjet naar de brister. Jeg gaar blindt
forelsket omkring og erklærer min
kærlighed til alle undere, jeg bukker belevent for
en blomstrende busk og fejer min hat i
støvet, kaarer en duftende, blussende
blomst til min dame, lægger mit hoved
paa skraa og snuser til hendes parfume.
Jeg er som en nar, en daare vil du sige,
hvis du saa mig, men jeg er ene her, konge
og kejser og kan gøre, hvad jeg vil.
Engang raabte jeg bydende højt: af
vejen i mit rige — en jente kom, et
blomstrende kvindekøn bag sin gedeflok, en
lys-haaret kerub vagtsomt bag sine forfløjne
langskæggede syndere — hun lo bare af
mig, jeg maatte dele mit rige med
hende.
Hør du, tro ikke det er et sværmerisk
forsøg af mig paa at flygte fra det liv, jeg
kommer af. Hvis du taler om falsk romantik
saa kom med mig, lyt selv og se. Nej, det er
ikke noget tilbage til naturen, snarere et
frem til den. Jeg tror, at det vil give fred.
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
