Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands innsats for å skaffe jödene adgang til Norge. Av Oskar Mendelsohn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oskar Mendelsohn
inn i det huset hvor han sökte ly denne
hellige julekvelden, da de som bodde i
huset, hörte han var jöde.
»I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?»
»Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
den gamle Jöde?» »Jöde!» skreg forfærdet en
Mands- og Qvinderöst. »Da bliv du ude!
Vi eje ingenting at kjöbe for,
og blot Ulykke vil du bringe Huset
i denne Nat, da Han blev födt, du dræbte.»
»Jeg?»
»Ja dit Folk, og det er Synden, som
igjennem tusind Led skal straffes.»
»Ak! fnat da Hunden lukkes ind?»
»Ja Hunden, men ingen Jöde i et kristent Huus.»
Den samme hårdhet og mangel på
gjestfrihet skildrer han også i »Skibbrudet». En
eneste en har overlevd skibbruddet,
passasjeren, en jöde, og han driver i land på
Norskekysten.
I en Revne mellem Stene,
hvor alene
Muslingen kan Fæste faae,
har han ind sin Höire kilet,
Venstren stræber, vidt udspilet,
Tangens glatte Busk at naae.
Kun et Greb endnu, og inde
vil han finde
sig i Frihetstemplet da:
bagom Kystens barske Rygge
i de frie Normænds trygge
gjæstfri Filadelfia.
Havet, kun tilbagegledet,
bedre veed det:
Doningen sig frem igjen
skyder, liig en Midgardsslange,
opad Klippen for at fange
Ham, som klæber sig til den.
Sugende den greb ham, förte
i oprörte
Bölgers Grav ham ud paany —
ak! som om den vidste, Norge
det berömte, frie, borge
vilde ei en Jöde ly.
En ganske annen stemning av
forsonlig-het og toleranse möter oss i diktet »De Tre».
Mollahen, rabbineren og munken treffer
hverandre i örkenen. Hver av dem tilber
Gud på sin måte, men nöler med å forrette
sin bönn av frykt for å såre den andres
fölelser. Men en fugl i treet som stemmer i
en morgenhymne til Skaperen, utlöser deres
trang til å hylle deres og alle tings skaper.
Hver av dem gjör det med sine ord, men
det skjer i et fellesskap som knytter dem
nærmere til hverandre.
De tre dikt som jeg her har sitert, er
hentet fra »Joden». Denne diktsamlingen
innledes med et dikt som inneholder en
manende appell med bud langt utover den
striden som Wergeland förer nå, kampen
for jödene. Det er »Sandhedens Armee»,
som gjelder striden for sannhet og rett
som må föres overalt. Dikterens våpen er
ordet, men hvor langt kan han nå med det?
Ord? Som Verden saa foragter?
Ord i Digt?
Endnu meer foragteligt!
Ak, hvor usle disse Magter
til at fegte
for den Sandhed I fornegte!
Mörkets Vold er steil at storme.
Overtro
hviler fast paa Söilers Ro.
Tallös som Ægyptens Orme
er den sorte
Fordomshær ved Templets Porte.
Fremad dog, I usle Rader!
Hær af Ord!
Eder Seiren dog paa Jord
lovet er af Lysets Fader,
naar I tjene
Sandheden, hans Barn, alene.
I diktsamlingen »Jödinden» möter vi de
samme tanker. Men den bærer også bud
om at Wergeland er kastet på sykeleiet,
som han aldri skulle reise seg fra. Fra sin
sykeseng kjempet Wergeland videre for
jödesaken; flere av de artikler jeg har
nevnt, ble til på sykeleiet. »Jödinden» blir
likevel det vakreste vitnesbyrd om hans
hengivenhet for saken, samtidig som den
vitner om hans dikteriske kraft og evne. Til
600
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
