Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På vejen til Damaskus. — Baalbek. — Første indtryk af et af jordens paradiser. — Byens historie og dens historiske minder. — Moderne liv, i hjemmet og på gaden. — Kvinderne og deres sociale stilling. — Opdragelsen og undervisningen. — Literaturen og religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
kristne ofte har givet sig udslag i blodige grusomheder; den
kristne dræber man, jøden foragter man.
Men se, nu opstår der på en gang bevægelse i mængden,
idet en vogn søger at bryde sig vej gennem den tætte trængsel.
Det er en af de europæiske stormagters konsuler, som kommer;
man kender ham strax på kawas’en (o : konsulatsbetjenten) , der
med sin guldbroderede uniform og store krumsabel troner på
bukken og ved ivrige tilråb søger at få folk af vejen. Det er
en underlig trevenhed, hvormed mange flytte sig, og onde blikke
sendes efter den forbirullende vogn. Den fanatisme, som endnu
boer hos næsten enhver Orientaler, bliver jo daglig kaldt til live,
når man ser, hvorledes disse Europæere hædres ved alle lejlig
heder, hvorledes pashaen modtager dem og soldaterne præsentere
gevær, medens Araberen selv må holde sig beskedent tilbage.
Ikke så sjældent går jo også naturen over optugtelsen; netop
under mit første ophold i Damaskus indtraf en skandale af denne
art, idet man i den store bazar gennempryglede den russiske
konsuls kawas, fordi han havde slået en tyrkisk dreng, der stod
og pillede ved hestene. Konsulen klagede, og guvernøren fik
travlt, men ingen kunde finde de skyldige, og det hele endte,
som den slags altid ender, med en høflig beklagelse fra pashaen
og løfte om, at det ikke skulde ske tiere.
Men det gør det dog, og Europæerne vide i det hele taget
godt, at den nuværende slægt ikke er så meget forskellig fra den,
der i 1860 satte kristenkvarteret i brand og dræbte dets beboere.
Den religiøse fanatisme er den eneste stræng, hvis anslag kan
bringe Orientalerens inderste til at røre sig ; trods de lange tiders
forkuede tilstande, trods Araberens medfødte fejghed er appellen
til hans religion noget, han aldrig svigter, og både Europæerne
og endnu mere de indfødte kristne gøre bedst i at komme bort
hurtigst muligt, når der på gaden høres råbet: »Men er der
da ingen muslims mere i verden? hvor er profetens folk?«
I det daglige liv søger man imidlertig så vidt muligt fra begge
sider at undgå sammenstød, og indfødte Muhammedanere, maro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
