Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forberedelser til ørkenrejsen. — På vejen til Palmyra. — Dronning Zenobias by og dens historie. — Fra Palmyra til Rusafa. — Det første møde med beduiner. — Ceremonier ved modtagelsen. — Hvad beduiner samtale om. — Arabiske heste. — Ørkenboernes heltesagn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
føre en gådefuld tilværelse, antyder også den større bebyggelse,
som har hersket her i tidligere perioder.
I Erek, den første landsby efter Palmyra, tog vi den sidste
afsked med Tyrkiet; her er nemlig den yderste gendarmpost, og
det hinsides liggende territorium er de uafhængige beduinstammers
frie ejendom, hvor sultanens magtsprog ikke gælder mere end
kejseren af Japans. Det er ikke noget lysteligt liv, som det
nominelle ottomaniske herredømmes lovmæssige repræsentanter
føre her i denne afsides liggende egn. Beduinstammerne ligge i
krig med hverandre indbyrdes og behandle de i de usle lands
byer levende fellaher med den største foragt, men fjendskabet og
foragten tilsammen rette de mod den ordnede lovligheds be
skyttere, disse uniformerede hunde, der for sold tjene en fremmed
herre.
Karakteristisk var det at se det omslag, der indtrådte i
Mansurs holdning overfor de tyrkiske gendarmer, efter at vi
havde ladt Palmyra bag os, i modsætning til, hvorledes han havde
stillet sig til dem tidligere. Medens vi i begyndelsen af turen
søgte at undgå dem, hvor vi mødte dem, tildels for at blive fri for
unødigt vrøvl i anledning af nogle våben, vi førte med, og som
vare kontrabande, trådte han nu dristigt op imod dem; nu vare
vi jo i ørkenen, og der følte han, beduinen, sig fuldstændig
hjemme og som situationens herre. Da vi i Erek ikke kunde
opdrive noget andet foder til vore heste end det magre græs i
landsbyens udkanter, gik Mansur dristig op til den lille, for
skansede kaserne, der var de fire gendarmers smuthul, og som
de kun sjældent vovede sig langt bort fra, for at rekvirere noget
der. »Ja, hvem var det til, og med hvad ret stillede han et
sådant forlangende? havde han maske brev fra pashaen til at
legitimere sig med?« Jeg havde virkelig haft et sådant brev,
udstedt af guvernøren i Damaskus, men ved en uagtsomhed
havde jeg ladet det blive liggende i Palmyra, idet jeg havde
ment senere ikke at skulle få brug derfor. Mansur lod sig
imidlertid ikke forbløffe: »I sønner af hunde, ser I ikke, at det
J. Østrup. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
