Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rusafas ruiner og historie. — Orientalernes overtro. — Beduinernes mangel på overtro og deres religiøse ligegyldighed i det hele taget. — Deres historiske forhold til Muhammed og til Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
som dog også har opgivet det for beduinen specielle grundlag
ved at slutte sig sammen om en by som åndeligt centrum.
De frie ørkensønner have ingen religion. Når man tåger en
af dem for sig og spørger ham om, hvilken religion han bekender
sig til, vil ganske vist svaret, for så vidt man overhovedet får
noget, lyde på, at vedkommende er muslim. Det vil dog snart
vise sig, at dette blot er et navn, han giver sig, og at han selv
heller ikke lægger den mindste vægt derpå. Beduinen har ikke
den mindste anelse om Koranens indhold eller den muhammedanske
religions fordringer; de rituelle bestemmelser om de daglige
bønner og afvaskninger kender han ikke noget til, og den ethiske
grundtanke i Koranen, fortrøstningen til den almægtige Gud, er
ham så temmelig fremmed. Af de muhammedanske ceremonier er
det kun den årlige månedsfaste, som overholdes, og det endda
langtfra af alle.
Berettigelsen til at kalde beduinerne for Muhammedanere bliver
således temmelig tvivlsom, og deres forunderlige mangel på religiøs
interesse kommer også frem atter og atter i de daglige samtaler.
Alle transcendentale spørgsmål ligger over eller maske rettere
udenfor deres åndelige horizont; grubleriet over formålet med
den jordiske tilværelse, over et liv efter døden og lignende er
dem fuldstændig fremmed. De ere på dette punkt nået til en
resignation, som enhver europæisk filosof måtte misunde dem.
Selve det interessante punkt i det menneskelige liv, nemlig dets
afslutning, behandles i en vis overensstemmelse hermed med stor
ligegyldighed ; den tyske sprogforsker Sachau fortæller, at da han
en gang kom ind i et beduintelt og fandt en lidende, sammen
krøben skikkelse liggende i en krog, fik han på spørgsmålet om,
hvad der var i vejen med ham, kun det henkastede svar: jemut
(d: han dør) i en tone, som om det var en kat eller en kylling,
der var tale om. Selve manglen på begravelsesceremonier viser
også, hvor få tanker man knytter til et individs jordiske bortgang;
når en mand er død, bliver han uden videre puttet ned i jorden
som en selvdød gris, og dermed er det menneskeliv afsluttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
