Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
uden forestilling om deres embeds pligter eller om det lands
interesser og forhold, som de ere kaldede til at repræsentere.
Der er dem, for hvem det at være konsul blot består i retten
til at bære en smuk uniform og til forøvrigt ansvarsløs og uaf
hængig af tyrkiske love at begå alle slags gavtyvestreger.
Heldigvis er man i Europa begyndt at blive noget mere for
sigtig i valget af sådanne, som kun ødelægge landets prestige
ved deres frække eller kejtede optræden. Danmark havde en
gang en repræsentant af denne kaliber i Damaskus, som blandt
andet ved en officiel festlighed hos guvernøren gjorde sig berømt
ved at møde med kården ved højre side, og som kun benyttede
rigsvåbnet over sin dør som et skjold mod alle forfølgelser i an
ledning af hans mange og store gavtyvestreger; han blev da
endelig også afsat, og som om man ikke kunde tænke sig
noget efter ham, står posten som dansk konsul i Damaskus ledig
endnu.
Fra denne kategori af slyngler i diplomatuniform var min
ven Catzeflis en hæderlig undtagelse; han nærede desuden en
levende interesse for Danmark og danske forhold og havde også
ved forskellige lejligheder lagt sin sympathi tydelig for dagen.
Da jeg ikke reflekterede på tilbudet om eskorte, søgte han at
være mig til nytte ved at medgive mig nogle anbefalingsskrivelser,
hvoraf et par virkelig kom mig til nytte og senere skaffede mig
nogle interessante bekendtskaber.
Fra Tripolis gik min vej stadig langs med det blå middel
havs kyst til Lattakie, det gamle Laodicea. Egnen mellem de
to byer, der udgør en smal, fra nord til syd løbende strimmel,
begrænset mod vest af havet og mod øst af Libanons nordlige
fortsættelse, Anserijjebjærgene, nyder ikke noget godt lov med
hensyn til sikkerhed, og folk i Tripolis rystede betænkelig på
hovedet af min færd. Det er beboerne af bjærgene, de såkaldte
Anserijjesekter, der her sætte skræk i de arabiske kystboere, og
befolkningen ved ikke alt det onde, de kunne fortælle om dem.
Med en mageløs dristighed foranstalte de deres overfald, selv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
