Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
arkæologisk henseende frembyder synderligt, der fortjener opmærk
somhed. Der findes nogle enkelte ruinrester med søjler i korinthisk
stilart, samt et, øjensynligt fra den byzantinske tid hidrørende,
forholdsvis vel bevaret kapel, der nu er omdannet til moske; det
er her som overalt den gamle historie, at kultusstederne blive de
samme, selv om religionerne skifte, hvad der jo i grunden er et
bevis på, i hvilken grad disse ere afhængige af de ydre ceremonier,
der knytte sig til dem. Endelig fandt jeg nede ved havnen en
desværre meget beskadiget indskrift, der fortalte, at en vis
Diokles, søn af Theodotos, havde opført denne bygning; hvad
talen var om, var det dog ikke muligt af de halvt eller helt
udviskede skrifttegn at bestemme, så meget mindre, som der af
den omhandlede bygning ikke fandtes andet tilbage end selve
den søjlestump, hvorpå indskriften var indhugget.
I Lattakie gjorde mutesarrifen mig det samme tilbud, som
jeg havde fået i Tripolis, nemlig at tildele mig en eskorte af
gendarmer, som skulde følge mig til Antiokia. Medens jeg ellers
holdt mig fjærnt fra det folkefærd, som kaldes tyrkiske gen
darmer, modtog jeg her tilbudet, da terrænforholdene gjorde det
fuldstændig umuligt at finde vej over bjærgene alene. Jeg
erfarede nu, at ruten fra Lattakie til Antiokia så godt som aldrig
befærdes; al trafik går til Antiokias havnestad Alexandrette, og
over bjærgene er der derfor ikke tale om noget som helst vej
anlæg, men kun enkelte sammentrådte hyrdestier i de vildsomme,
kratbevoxede dale. Den gang jeg i Damaskus skulde lægge
planen for min rute ti] Antiokia, og derfra videre til Lilleasien,
havde jeg valget mellem to hovedveje: enten kunde jeg tåge mod
nord over Horns og Hama til den store handelsstad Aleppo og
derfra direkte mod vest ad en meget beferdet vej til Antiokia,
eller jeg kunde med Beirut som udgangspunkt tåge ruten langs
med havet. Da jeg nu allerede kendte et stykke af den anden
marschrute, nemlig terrænet mellem Damaskus og Horns, og da
kystvejen i det hele syntes at kunne byde mere af interesse,
både i etnografisk og historisk henseende, foretrak jeg denne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
