Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
Det er imidlertid kun naturen, der endnu bestandig er den
samme som i kong Antiochus’ eller kejser Julians dage; den
ædelsten, som denne indfatning omsluttede, har tabt sin glans,
og af den gamle kongestads herlighed er bogstaveligt intet andet
end navnet (Antaki) tilbage. Og dette er så meget mere
besynderligt, som Antiokia bevarer sin anseelse og sin betyd
ning længere end de fleste andre af de orientalske byer, som i
oldtiden nævntes som de ypperste.
Det sted, som kong Antiochus udpegede til anlæggelse af
residensstaden i sit nylig grundede rige, var ingenlunde uheldigt
valgt. Med en let forbindelse med havet dels ad floden dels
over bjærget til havnestaden Myriandos (i nærheden af nutidens
Alexandrette) forenede det åbent adgang til oplandet i det indre,
og de herlige omgivelser fik for byen som rigshovedstad heller
ingen ringe betydning. Antiokia udviklede sig derfor ikke alene
som en rig handelsstad, men også som et sæde for overkultur
og forfinelse, og den erhvervede sig snart et navn som østens
Sybaris. Der udvikledes her en højtdannet, men nydelsessyg
befolkning, der indtog et ret overlegent stade og ikke skyede at
persiflere hvad og hvemsomhelst. Således fik kejser Julian deres
spottende bemærkninger at høre om hans uredte hår og blæk
klattede fingre, som han med en søgt ligegyldighed bar til skue;
den lærde fyrste hævnede sig ved at forfatte en satire mod ind
byggerne, et skridt, som ingenlunde var skikket til at dæmpe
deres parisiske spottelyst.
Senere får staden de forandrede tiders alvor tydelig at føle;
den bliver oftere genstand for Persernes angreb, og kejser Justi
nian anlægger en vidtstrakt festning til værn mod disse. I
middelalderen bliver byen et gennemgangspunkt for korsfarerne,
som dog ikke ret længe få fast fod her, men den definitive ulykke,
der bortskyller de sidste rester af fortids herlighed, kommer dog
først med de tatariske og mongolske horder, som Dschengiskan
havde kaldt frem fra deres hjemstavn for dermed at oversvømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
