Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexandrette. — Sociale forhold i Kilikien. — Historiske minder. — Tarsus og Mersina. — Grækerne i Tyrkiet (Rumier). — På Xenofons hærveje. — De syv soveres hule. — Armenierne i fortid og nutid. — Tcherkesserne; deres modsætning til deres omgivelser. — Kurderne. — Over Tchiftekhân og Eregli til Konja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
forladthed ikke skulde gøre vejen behageligere. Omtrent tredive
kilometer fra Konja opdagede jeg en stor bygning og tænkte
allerede med glæde på, at det var en khan, hvor jeg vilde kunne
gøre holdt og undlade at forcere marschen videre. Det var
virkelig også en khan, kun var den fuldstændig øde og übeboet,
så at mine forhåbninger strandede fuldstændig; det eneste mærke
lige var en højt oppe på ydervæggen indmuret sten med en
udvisket græsk indskrift, der fortalte noget om en sogneforstander
(protokometes) Quintus. At bygningen imidlertid ikke hidrørte
fra den græske tid, men at den sten, der bar indskriften, måtte
være taget andetsteds fra, viste en anden indskrift med arabiske
bogstaver, der var indhugget over porten; den sad så højt, at
jeg ikke kunde læse noget af den eller se, om den var affattet
på arabisk eller på tyrkisk.
Det var allerede bleven mørkt, førend jeg nåede Konja efter
at have tilbagelagt en afstand af henved halvfemsindstyve kilometer
siden om morgenen uden at få det allermindste. Som de fleste
orientalske byer er Konja omgivet af en række haver, ind
hegnede af høje mure, hvorimellem vejene sno sig, og denne
labyrint måtte jeg først passere, førend jeg nåede ind i gaderne.
Ikke et menneske var der, hvem man kunde spørge om vej, og
også selve gaderne vare fuldstændig uddøde. Så latterlig vanske
ligheden end var, var den ikke desto mindre pinlig; jeg bankede
på forskellige døre, men fik intet svar, og der var intet andet
for end at ride videre på lykke og fromme i håb om at finde
en khan, hvis port endnu ikke var lukket. Men da jeg havde
redet noget, forekom det mig på en gang så underligt, idet alle
husene forekom mig at se ud lige som dem, jeg for lidt siden
havde set, og da jeg skulde se rigtig til, viste det sig, at jeg
var redet rundt i en kreds og således kommen tilbage til det
samme sted. Endelig fandt jeg da en ensom nattevandrer, som
viste mig til rette, og fem minutter efter holdt jeg i en af Konjas
største khån’er, efter at have været næsten uafbrudt i sadlen i
omtrent tretten timer. Og ikke mindre glad end jeg selv var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
