Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hos pashaen i Konja. — Tyrkisk retspleje. — Tyrkerne som jurister; deres casuistik. — Parallel mellem Tyrkerne og Romerne i hele deres åndsretning. — Tyrkisk literatur, historie og jura; tarvelig poesi. — Tyrkisk sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
som theologiske professorer, for så vidt som deres kendelser
altid hvile på et religiøst grundlag. Disse kendelser (de såkaldte
fetwa) have lige som de gamle latinske juristers responsa lovskraft,
og de ere derfor optagne i store samlinger, der egenlig danne
grundlaget for den moderne tyrkiske retsvidenskab.
Det er et kendémærke for det tyrkiske åndsliv, at retsviden
skaben og historien ere de to grene, som have fundet de fleste
dyrkere. Tyrkerne ere store jurister og som sådanne meget
spidsfindige. Det er ikke så underligt, at med det vage grund
lag, som både juraen og theologien har haft, fortolkningskunsten
er kommen så højt i ære, og med Muhammedanernes tilbøjelighed
til at gøre sig alt så let som muligt og væsenlig hage sig fast
ved den rent ydre opfyldelse af de givne forskrifter har spids
findigheden ret fået lov at brede sig; man holder sig til lovens
bogstav og bryder sig intet om lovens ånd. Som et exempel,
betegnende for hele denne tankegang, tjener den bekendte anek
dote om kalifen, der i vrede havde forskudt sin yndlingshustru
for tredie gang; en sådan skilsmisse er nemlig efter Islams lov
definitiv og kan kun afkræftes, ved at kvinden indgår ægteskab
med en anden, som derpå også lader sig skille ved hende. Da
derfor kalifen tilkaldte en af sine retslærde for at få at vide,
hvorledes han skulde få sin hustru tilbage uden at krænke loven,
rådede denne til at lade hende indgå nyt ægteskab med en
slave, som så skulde forstøde hende den følgende dag. Dette
råd fulgte kalifen, men den næste dag viste der sig en ny
vanskelighed, idet slaven erklærede, at han ikke vilde give afkald
på sin kone; på ny måtte der bud efter den retslærde, som
sagde, at kalifen skulde skænke slaven, over hvem han jo også
disponerede, til hende, hvem han nylig havde ægtet; ingen kan
nemlig være gift med sin egen slave, og på denne måde blev
ægteskabet ophævet. Som sagt, så gjort, og kalifen kunde
nu med god samvittighed for fjerde gang tåge sin yndlingshustru
til sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
