Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagligt liv i en tyrkisk by. — Påvirkning fra Europa. — Softaerne. — Tyrkiske rangforhold. — Civile og militære. — Almindelige højtider: bryllup og begravelse. — Tyrkerne som ægtemænd. — Hvad man lever af? orientalsk ædruelighed. — Religiøse fester i Ramazan og Bairam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
yndede ere ganske små klumper af skært kød, som steges på
spid og derpå spises, uden at man trækker dem af spidet. Men
end mere almindelig er den tyrkiske nationalret, den berømte
pilaw, til hvis [pris både indfødte og fremmede have istemt de
mest glødende lovtaler.
Det går mig med Tyrkernes pilaw som med beduinernes
kaffe; jeg må nøjes med at omtale dens fortræffelighed uden at
driste mig til en undersøgelse af déns sammensætning og tillav
ning. Dog denne gang har jeg den ret fyldestgørende undskyld
ning, at pilaw’en tilberedes på overordentlig forskellige måder på
de forskellige steder. Hovedbestanddelene ved denne ret ere
som bekendt, kogt ris og kød, hvortil så kommer forskellige
kryderier, men det er netop disses, indbyrdes forhold, som
betinger den ejendommelige smag og aroma, og det er også deri,
at hemmeligheden stikker.
Brødet er som overalt i Orienten hvedebrød, og man anvender
den samme manér som i Syrien, nemlig at bage det i store, fiade
kager; det bages aldrig synderlig meget, og disse pandekage
lignende stykker ere derfor ganske bløde; når mændene gå på
arbejde, føre de i reglen deres mad med på den måde, at flere
af disse kager rulles sammen til en pølse, som så stikkes i beltet;
som en naturlig følge af denne tilberedningsmåde bliver brødet
ikke i stand til at holde sig synderlig længe og er heller næppe
så sundt et næringsmiddel, som hvis det var hårdere bagt.
Karakteristisk for Orientalernes fordeling af spisetiderne på
døgnets timer er det, at hovedmåltidet — fuldstændig som i old
tiden — er henlagt til om aftenen. Om morgenen får man
regelmæssig ikke andet end en lille kop sort kaffe uden noget som
helst til; derpå følger kl. 11— 12 en lettere frokost og endelig
lige efter solnedgang dagens egenlige måltid. Og det samme
skema følges også, når man er ude på rejser, blot med den und
tagelse, at formiddagsmåltidet i reglen går i løbet; det er noget,
som det i begyndelsen er ret svært for en Europæer at skulle
vænne sig til, at ride en hel dag igennem efter ikke at have fået
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
