Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagligt liv i en tyrkisk by. — Påvirkning fra Europa. — Softaerne. — Tyrkiske rangforhold. — Civile og militære. — Almindelige højtider: bryllup og begravelse. — Tyrkerne som ægtemænd. — Hvad man lever af? orientalsk ædruelighed. — Religiøse fester i Ramazan og Bairam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
livsvaner, hvorved naturligvis den militære opdragelse lettes en
hel del.
At Tyrkerne ere gode soldater, have de tidt nok vist, og
det er her lige så fuldt deres naturlige anlæg som uddannelsen,
dette skyldes. Man er da også fornuftig nok til at lade denne
gå i den retning, som selve folkekarakteren anviser; det er felt
soldater, og ikke paradesoldater, man stræber efter at uddanne.
En dansk underofficer vilde korse sig over en menig, tyrkisk
soldats holdning eller over hans sørgelige ligegyldighed med sin
ydre person; der er udenfor geleddet en sløjhed over ham, som
ikke kan tænkes større hos nogen italiensk eller serbisk krigsmand
(og de ere ellers i denne retning bekendte), og den orientalske
demokratiske sans gør det også vanskeligt at skabe nogen fast
militær disciplin ; soldaterne regne officererne for deres ligemænd,
og hilsen på gaden eller lignende høflighedsbevisninger kender
man ikke noget til. Men i geleddet og med geværet i hånd er
Tyrken en ganske anden, og den soldat, som i en europæisk
hær vilde være kommen til at stille om hver eneste dag og være
bleven puttet i mørk arrest mindst en gang om ugen, viser sig i
farens øjeblik maske netop at være den rette. Alt, hvad der i
speciel forstand kan kaldes militarisme, kende Tyrkerne nemlig
trods deres hærvæsens store betydning i finansiel og økonomisk
henseende aldeles ikke til; det gælder med større ret om dem,
hvad der en gang er bleven sagt om Franskmændene: »Ils sont
une nation belliqueuse, mais non pas militaire«.
Det er kun i Konstantinopel, i sultanens umiddelbare nær
hed, at man kan se soldater, der svare nogenlunde til moderne
europæiske fordringer om militærisk ydre; de andre derimod,
provinsgarnisonernes mandskab, have i udseende mere tilfælles
med forløbne røverbander. Og selve det liv, de føre, er heller
ikke hverken bekvemt eller hyggeligt; de tyrkiske soldater få al
deres lønning in natura, endogså tobak, og kun et ganske übetyde
ligt beløb, et par øre om dagen, til extraudgifter. Dog have de,
lige som hos os i gamle dage og endnu i Rusland, lov til i deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
