Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vejen fra Konja. — Landskabet ved Tuz tchöllu. — Aksheher og Karahissar. — Pasvanskeligheder. — Mine forklædninger: som jærnbaneingeniør, embedsmand i tobakskollegiet og gendarm. — Kiutahia. — Livet på landet i Anatolien. — Oldtidens kulturformer bevarede. — Over Biledjik til Nikæa. — Byens historie og omgivelser. — Ankomst til Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
1
p
sted i Xenofons Anabasis, hvor de hjemvendende Grækere efter
at være trængte gennem hele Lille-Asien og efter at have døjet
utallige lidelser og farer første
stod bedre end mangen anden
befrielse, hvormed de hilsede
» Thålatta, thålatta ! «
Fra Hersek er afstanden
gang atter se havet, og jeg for
tror jeg, den jublende følelse af
det med det tusindstemmige råb:
til den modsatte kyst af bugten
kun noget over to kilometer, og forbindelsen besørges med en
gammel færge, som er et af de mest primitive fartøjer, jeg mindes
at have set. Vi havde til rejseselskab et par hundrede får, som
uden store omstændigheder blev kylede ned i bunden af skuden,
og derpå måtte min hingst og jeg med et halsbrækkende spring
voltigere ned fra landgangsbroen ; jeg forstår endnu den dag i
dag ikke, hvordan jeg overhovedet nogen sinde har kunnet få en
hest til at udføre en sådan manøvre; i agterenderr af båden var
der et ganske smalt halvdæk og der kravlede vi op og balan
cerede, medens fårene nede i bunden opførte en brægekoncert,
som om deres sidste time var kommen. Heldigvis for os var
havet blikstille, thi ellers vilde sandsynligvis både fårenes og
hestens og min egen evne til at svømme være bleven stillet på
en vistnok altfor hård prøve. Det gode vejr opvakte imidlertid
ikke samme begejstring hos den gamle færgemand, en rigtig
type på en Charon; thi nu måtte han bruge årene hele vejen,
og han søgte derfor at give sin ærgrelse luft ved at forlange tre
medjidier (o: 12 francs) i færgepenge, men slog sig til ro, da
jeg gav ham én; først efter henved en times langsomme kryben
af sted satte vi atter foden på det tørre, og glad var jeg og ikke
mindre min hest, der, som jeg senere gentagende gange fik
lejlighed til at erfare, særlig da på turen fra Warnemiinde til
Gjedser, nærede en afgjort afsky for det maritime element.
Vejen fra færgestedet og til Konstantinopel gik på det første
stykke temmelig nær ved havet og drejede først efterhånden
længere ind i landet; dog hævede terrainet sig efterhånden, så
at man stadig bevarede udsigten over det mørkeblå Marmorhav,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
