1.
Vedbend fra den grønne Skov
aldrig rørt af Sax og Spade
giv mig dine sidste Skud
med de friske, blanke Blade!
Jeg vil flette den i Krands
mellem blaae og hvide Klokker,
til et simpelt Diadem
om min Dronnings lyse Lokker.

                2.
Du og hun, I passe godt:
Vaar og Høst kun er den samme!
Den Natur, som fostred Dig,
den var ogsaa hendes Amme!
Og kun klynger sig som Du
til det Land, hvor hun er baaren!
Og maar Frosten ligger tung,
tro som Du hun venter Vaaren!

                3.
Derfor Du, o Vedbenblad,
kun af Sol og Dug beskrevet,
taler tyst, men inderlig,
om den Vaar, vi sammen leved!
Men, naar seent engang i Høst
træt Du falder fra din Ranke,
veed hun dog: hun skilles ei,
kan ei skilles fra min Tanke.