Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
hvor jeg var ræd for orm, og hvor tyttebærene
rødmet paa graa gamle træstubber — eller i skygge
fulde blaabærlier med gyldne solstreif paa fløilsblød
mose — paa myrer, hvor Otto sprang og plukkede
de faa og fattige multer, som jeg værsgo skulde ha
allesammen. Saa fortalte han om for en masse
multer der var hjemme hos ham — og vi kom til at
fortælle hinanden stort og smaat om vor barndom og
ungdom — alt efterhaanden. Otto kjendte nær
sagt hver vei og sti over hele Nitedal og Nord
marken, og hver fuglestemme og hvert dyrs liv,
og veirtegn og stjerner og sligt — han havde jo
fartet i skog og mark, fra han var saa stor som
tobak for en skilling. Og her ude blev jeg
bare Ottos lille pige, som han passet paa.
Det lille hus, hvor vi havde vort første hjem,
er revet ned. Jeg er næsten glad for det nu —
nu havde det været såart at gaa forbi og se
andre bo der. Men den aften for nogen aar
siden, da Otto og jeg kom forbi og fik se, de
var begyndt at ødelægge stedet, stanset vi og
stirret paa hinanden — jeg begyndte at graate,
og Otto var vist mindst ligesaa bedrøvet. Huset
var tomt og havegjærdet revet væk, flere af trærne
laa fældet bortover ribsbuskene, som Otto havde
plantet. Vi gik ind i haven; verandadøren stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
