Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Jeg skrev etpar linjer til Henrik — at alt
maatte være forbi, at jeg var fortvilet og skam
met mig. Ikke mere. Jeg skrev ikke, at jeg
hådet ham. Ikke heller, at jeg ønsket, han
var død. Men jeg ønsket det af hele min
sjæl. Var han borte, skulde det været, som han
aldrig havde været. — Jeg længtes efter Otto
fra time til time og gruet, — bildte mig ind,
han maatte faa vide det paa en eller anden
maade, spekulerte ud alle de muligheder, der
var for, at han skulde faa det at vide. — Og
bare jeg tænkte paa ham, blødte det i mig af
den gamle ømhed — en ømhed, der er ganske
legemlig, men ikke er begjær — lyst til at røre,
klappe, være snil mod hans hoved, hans pande,
øine, mund, hænder — en moderlig ømhed, der
er blit merkelig angst og sky nu. — —
I den tid, som kom, levet jeg et liv, der
var som at balancere sig frem paa en smal, smal
egg; man maa ikke se omkring sig til nogen side,
bare frem — ellers svimler man og styrter ned.
Jeg levet saa at sige fra dag til dag. Hver
morgen kvalte jeg med magt alle tanker udover
dagens arbeide, saa godt jeg kunde, og samlet
al min kraft om det ene, at holde modet oppe
dagen over og vise Otto og barna et roligt ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
