Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Alle de spildte, øde aar, jeg bare har gaat
og stirret ind i mig selv, til jeg blev alene midt
mellem alle menneskene, fordi jeg bare saa
paa deres tilfældige, planløse spor, men ikke
paa dem selv.
Fordi om jeg er lært til at se paa ting, de
ikke ser, og fordi om folk har fyldt min hjerne
med ting, de ikke tænker paa — hvad har det
med livet at gjøre! Om en har sort håar og
en brunt, en en rank ryg og en en kroget —
vore legemer lever paa samme maaden, blodet
løber gjennem aarerne, og det trænger til mad
og drikke. Vore sjæle trænger det samme,
lider den samme sult og tørst, om det er lidt
forskjellig næring, de er opfødt til at kræve. —
Vi har vel sagtens ikke anden sjæl end vort
legemes liv, — den lever i os som flammen i
stoffet, der brænder.
Alle mine vildfarne veie. — Nu skal det
bli anderledes. Jeg ved ikke, hvad livet er,
men ensomhed, det er ikke livet.
Saa sikkert, som vi er avlet og født af andres
liv, saa maa vi opholde tilværelsen ved det,
vi faar af andre. Og det maa vi kjøbe med at
gi af vort eget hver eneste dag.
Sommetider, naar jeg sidder hos Otto, faar
jeg saadan lyst til at lade mig glide ned ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
