Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
at ikke jeg forstod ham. — Vi har gaat i
mørket og været hinanden saa nær, at havde
jeg bare rakt en haand ud, havde jeg fundet
ham ved min side. Vor unge elskov brændte
ud, og jeg lod det slukne og saa ikke, hvor let
jeg kunde næret ilden til en kjærlighed, som
kunde gjort det lyst og varmt for os begge hele
livet ud. Jeg, som syntes, jeg var saa klog.
Otto har seet, at vort liv gled ind i et feilt
spor, og han har sørget over det — ikke saa
bitterlig som jeg, han havde jo altid sit arbeide,
og han har aldrig tænkt saa meget paa sig selv.
Men han har sørget over det og længtet efter
et inderligere samliv. — Hvor galt det var, saa
han aldrig, dertil var pligt og troskab for ham
altfor ligetil en sag, og aldrig har han vel i
drømme engang tænkt sig, at to, som havde
giftet sig i kjærlighed og havde hjem og barn
sammen, kunde komme saa langt fra hinanden.
Men jeg trodde jo altid, han intet saa.
Nu dukker det op i hans tale, men for ham
er dette nu bare skyggen af ting, der har været.
For nu er han færdig med alle disse ting. Han
har havt let ved at gribe troen, han, hvis hele
væsen er tro.
Han har spurgt mig, om jeg vilde nyde alte
rens sakrament sammen med ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
