Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 15de kap. Winnebagoernes leir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
Hjortefod sagde fra. Havde de vidst, at han kunde
holde ud hele dagen uden føde, havde de neppe
været saa medgjørlige.
Hjortefod vidste imidlertid godt, at gutters
appetit ikke kunde dømmes efter hans, det varede
derfor ikke længe, for han stoppede op og sagde:
«Mine brødre er sultne; de skal faa noget
at æde.»
«Det var det bedste, du har sagt idag,» sagde
Tim, «men jeg skulde have lyst til at vide, hvor
du har maden henne.»
Hjortefod værdigede ham ikke noget svar,
men idet han listede sig sagte fremover, udstødte
han et skrig lignende det som vilde kalkuner giver
fra sig, naar de har tabt sit følge.
Han fik straks svar og det fra et sted ikke
langt væk. Han lod gutterne vente, og efter ti
minutters forløb kom han tilbage med en stor
kalkun, som han havde dreiet halsen om paa. Han
havde derinde i buskadset gjentaget skriget, til
nogle fugle kom hen til ham, som laa skjult inde
i buskene, og han havde saa lynsnart grebet denne
fugl, før den fik tid til at flygte. Det var nogle
minutters sag at nøre op en ild, og snart
tilfredsstillede de sin sult ved et herligt maaltid. De
hvilede sig ikke længe efter maden, men gav sig
straks paa vei igjen.
Efter en tids forløb kom de ind i et mere
ujevnt land, hvor talrige klipper og høider ofte
nødte dem til at gjøre omveie; de kunde forresten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
