Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25de kap. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
«Aa din skeier,» svarede Tim, «du burde have
stryk, fordi du gaar slig og skræmmer os. Men
vi faar vel tilgive dig og ønske dig velkommen.»
Hjortefod lo og viste sine skinnende hvide
tænder, han forstod nok, at gutterne var glade ved
at se ham, og at Tims ord ikke var alvorlig ment.
I virkeligheden følte de ogsaa ligesom en sten
skulde være taget fra deres hjerte; atter syntes de,
de kunde se fremtiden uden bekymring og med
glæde imøde.
Deres glædesytringer var ogsaa saa støiende,.
at Hjortefod maatte hysse paa dem, det var imod
hans natur at lade sine følelser faa udbrud paa en
slig maade. I faa ord fortalte han dem om sine
oplevelser, siden han forlod dem; han omtalte dog
ikke den hævn, han havde taget over Rødulv, men
fortalte kun, at han havde udspeidet indianerne.
Da disse var kommet i nærheden af den aabne
prærie, havde han skyndt sig at komme forbi dem.
Han var saa godt kjendt med egnen her omkring,
at han kunde forlade stien for at tage en benvei til
elven.
Cyklonen, som havde raset over gutterne,
havde ikke naaet det sted, hvor han satte over
elven, men han havde seet dens løb og havde havt god
anledning til at lære at kjende orkanens
ødelæggelser. Han havde ogsaa været urolig for,
hvordan det var gaaet de to unge hvide. ’
«Synes du ikke det var rart, at vi skulde
finde en kano her ved elven,» sagde Fred, «kan
du fortælle mig, hvem der har bragt den hid?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
