Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Rejsen fra Kjøbenhavn til Hamborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han nu er kommet til at sidde paa den Post, som min
Forfølger og Fiende dengang beklædede[1].
Dommen blev mig forkyndet, om jeg husker ret, samme
Dag, Juleaften, og man fordrede min Erklæring, om jeg
agtede at appellere til Høieste-Ret eller ikke. Jeg kunde
have undslaaet mig for saa pludselig at tilkjendegive min
Beslutning; men jeg mistænkte denne Iilfærdighed for at
have nogen hemmelig og jesuitisk Bevæggrund. Jeg erklærede
derfor strax at jeg ikke agtede at appellere, og tilføyede
udtrykkeligen at jeg ønskede mine Dommere et glædeligt Nytaar.
Det er ikke altid raadeligt i denne Verden at have Ret.
Dette har jeg lært fra min allertidligste Ungdom. Min
Fader, Rector ved Vordingborgs latinske Skole, var bekjendt
for en særdeles god Latiner. Det lader til at han ofte har
sagt, om dem der forsvarede en slet Sag, at de
argumenterede et ab hoc, et ab hac, et ab illa. Min Moder
maae, udentvivl, ofte have hørt denne Phrase, og lært den
udenad, men saasom hun ikke forstod Latin, saa udtalte hun
den urigtig, og jeg hørte hende flere Gange sige, om den
der snakkede hen i Taager, at han ræsonerede Edepok,
Edepak, Edebille. Stolt af det Latin jeg, som en ti eller
tolv Aars Dreng havde lært, tog jeg mig en Dag den
Frihed at sige hende hvorledes Phrasen skulde udtales. Jeg
ventede mig til Belønning en Taksigelse, men jeg fik et
dygtig Ørefiigen for min Umage.
Jeg havde dog endnu en anden Grund for ikke at
appellere. Et Par af Dommerne i Høiesteret, vare mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
