Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Heiberg i Kjøbenhavn - II. Fortsættelse: Operaparodier og Sangspil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 P. A. Heiberg i Kjøbenhavn.
Folk udtale, mægter jeg ikke at se. Et helt
Slægtskifte, hvor Kjærligheden mellem Mand og
Kvinde er bleven romantiserer, ligger tydeligvis
mellem «Indtoget» og «Kong Salomon og Jørgen
Hattemager». Johan Ludvig Heibergs Sangspil
ere som brogede Sommerfugle, der flagre over
Skuepladsen, som en munter Skæmt. af unge
Mennesker, der under Sang og Citherklang
drage forbi. P. A. Heibergs ere i Forhold til
Sønnens formede med en noget tung, usmidig
Haand ; de mangle Lethed, blandt Andet fordi
de altid skal have den uundgaaelige moralske
Ballast hængende ved sig. — Men paa den
anden Side tror jeg, det maa hævdes, at den
Gamle med sine Sangspil har paabegyndt Noget,
den Unge videre udførte. P
. A. Heiberg var
vel enig med Pram, Rahbek og de Andre i,
at Opera i den Form det præsenteredes paa
den kgl. Scene var et æsthetisk Misfoster; men
han var ikke, som Rahbek sagde om sig selv
til Rosing, « en Idiot i Musik » ; tvært imod han
«elskede Musikdramaet», nåar der blot var
Mening i det.
Den theaterhistoriske Betydning af P. A.
Heibergs Sangspil bliver da den, at han tvang
den dramatiske Tonekunst paa vor Scene ned
fra sin fornemme, jordsky Flugt for at gjøre
Tjeneste ved Udviklingen af Hverdagslivets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
