Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Øen i Sydhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
han maatte ha stanset at puste. Tilslut reiste han
sig, prøvet le av sig seiv, men fik bare et Jep til;
med en svær Anstrengelse løftet han Haanden og
dreiet op for Lyset. Nu maatte han da vel bli
fornuftig igjen. Men han hadde ikke Kræfter til
at skyve Tanken fra sig. Han la sig ned igjen
og tvang Hjertet til Ro ved regelmæssige Aande
drag. Saa begyndte han at ræsonnere med sig
seiv: det var jo ofte de var sammen, uten at
Drømmesynene meldte sig; og de hadde meldt sig
til Tider da de ikke hadde været sammen, — som
nu mat. Men jo mere han snakket Fornuft for sig
seiv, des mere skræmmende stod Sandheten i al
sin sindssyke Ufornuft for ham; han kaldsvedet og
stirret med stive Øine rundt sig efter Trøst, men
saa det, med hvert Minut av den lange Nat, übøn
hørligere for sig: hver Gang han hadde følt dypere
og vannere for Helen end som bare Lekebror og
Kamerat, — var Ulykkesdrømmene fulgt efter.
Var det for dyrt betalt? Han turde ikke si
enten Ja eller Nei. Men én Ting var klar: mot
hende vilde han bare gjøre Uret, om han bandt
hende til sig. Og med et Gisp av Smerte kjendte
han det i det samme, at han var bundet til hende
med Baand som skar ind i Kjødetl
Atter forsøkte han at snakke Fornuft for sig
seiv: hadde han ikke været lykkelig og tilfreds
de Tidene, han bare tænkte paa hende som god
Kamerat? Og kunde han ikke bli det igjen? Var
det ikke det som var Livets Mening, — at arbeide,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
