Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PRINSESSE CHA li LOTTE
Orgelbrus og Kirkekorsang fyldte bendes smau
Øren, og vel de hundred Klokker kiined ved Gry
og ved Kvæld for ut minde om Jordelivels
Forkrænkelighed og Evighedslundet bissel.
Katholicismen havde lært hende den Kunst,
at glemme det forbigangne, Alperne var den Mur,
der lukkede for Forliden.
Men — ak — der var en hemmelig
Bekymring, der pinte og nagede hende. Hun stod
bestandig paa den farlige Skillevej mellem det
himmelske og det jordiske.
Ruspoli var hendes eneste fortrolige, hendes
eneste Ven; Monsignore var en daglig Gæst i
hendes Hus, og han var hendes Skriftefader, ak
— ikke en Gang til ham turde hun betro sig —
— — hun elskede ham jo.
Han var ung, han var straalende skon, høj
og rank, med fyrige, sorte Øjne, og fine, smalle,
aristokratiske Hænder, der tog sig ganske
bedaarende ud, naar han velsignende strakte dem
frem.
Monsignore forstod ikke, hvad det var for
Anfægtelser, der forvoldte Grevinden saa megen
Uro og Ængstelse. Naar hun under Suk og
Taarer bebrejdede og anklagede sig selv for ham
der henne i Maria Maggiore, tilgav han hende
blot, Tilgivelsen flød som en evigrindende Kilde.
Han lagde sine smalle Hænder paa hendes Hoved,
bad over hende, bad til Himmeljomfruen, de
bedrøvedes Trøsterinde, den hemmelighedsfulde Rose,
om at skænke hendes Hjærte Fred — Stilhed og
Fred.
Og i Forening bad de til det Guds Lam, der
borttager Verdens Synder.
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
