Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 11 - Herbert Spencers Opdragelsestanker [Matias Skard] II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert Spencers opdragelsestanker.
n.
En mere indgaaende belysning af Spencers pædagogiske
opfatning vilde kræve en redegjørelse for grundtankerne i hans filosofi,
navnlig saaledes som de kundgjør sig i hans sædelære og sjælelære.
Hans filosofiske standpunkt er det, som formidler sammenhængen
mellem hans enkelte pædagogiske fordringer. Paa grund af den
begrænsede plads faar vi imidlertid indskrænke os til et par
bemærkninger.
Pieligiøst hævder Spencer et absolut væsen. Men dette væsen
er først og fremst absolut uerkjendeligt, utilgjængeligt; selvfølgelig
kan det ingen indflydelse øve paa den sædelige bevidsthed og
udvikling. Sædelæren er derfor ogsaa uden enhver absolut
værdibestemmelse ; den ligger helt indenfor det relatives grænser,
natur-bunden: handlinger er gode eller onde, just i samme mon som
de i det hele fremmer eller hemmer menneskenes lykke; absolut
gode er de handlinger, som baade direkte og indirekte bringer
ublandet lykke. I sjælelæren hævder han atter noget absolut,
sjælen som tilværende, sjælssubstans; men denne er igjen absolut
utilgjængelig; og den sjæl som man i hans sjælelære faar praktisk
med at gjøre, er snarere udviklingens, forholdenes produkt end
nogen selvstændig kraft; den er nærmest summen af de opbevarede
forestillinger: livet er opretholdelsen af et vekselforhold mellem
organismen og dens omgivelse, og de sjælelige fremtoninger er
kun enkelttilfælde af dette vekselforhold. Da nu livets maal er
lykken, og denne netop bestaar i den fuldkomne afpasning efter
omgivelserne, vil det let indsees, hvorledes det hele opsluges af det
relative, mens den egentlige vilje praktisk bliver hjemløs der.
Mennesket er væsentlig afført sin personlige aandelige karakter.
Hele tilværelsen er — praktisk taget — indskrænket til den
række relativiteter, som ligger under evolutionens love; thi
evolutionen er egentlig Spencers grundtanke. Alt absolut er
uerkjendeligt — altsaa for mennesket faktisk ikke tilværende.
Spencers livsanskuelse er naturalistisk, og styrken hos ham
ligger ogsaa pædagogisk netop i hævdelsen af livets natursiAe over
for den hensynsløshed, hvormed pædagogiken gjennem slægtled i
dogmatisk-doktrinær envished har traadt barnets natur og naturlige
rettigheder under fod. Naturlivets love er det, han forkynder; og
ingen tænkende pædagog vil nægte, at vi i høi grad trænger hjelp
og opmuntring i den henseende.
Under disse omstændigheder vil Spencers udredning selvfølgelig
være mest tilfredsstillende paa det livsomraade, hvor naturlovene
Pedagogisk Tidskrift.
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
