Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gens Klæder ved Lige. Men for ham var hver Ting
en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det
blødte i ham hvergang en eller anden Del slap op.
For hver Genstand han lagde til Side gentog han
langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Be-
stemmelse, da hun laa for Døden og ordnede alt
paa det bedste for ham og Drengen: „Garn til Pøj-
kens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje
som skal snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske
ikke at gaa for længe med Hoserne forinden de
bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den
blev efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den
ordret trods sin daarlige Hukommelse.
Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta
selv, billig Pynt med hver sin glade Historie fra
Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.
Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som
han ikke behøvede at høre efter eller svare paa —
og som var saa behagelig at glide bort i. Han laa
og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel,
mæt og træt og med en svag Fornemmelse af noget
uhyggeligt der var overstaaet.
Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til
Kostalden gaa, og nu lød der Støvleskridt paa den
lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte skraks
de forhadte Skridt igen.
Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr
faa at føle, at man ikke maatte gøre Drenge noget,
naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand i
stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end For-
valteren. Nu skulde — han rejste sig over Ende og
stirrede spændt paa Faderen.
„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden.
Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende
men flyttede uroligt paa sig.
„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaal-
modigt.
J a —ha!“ Lasse rejste sig og gik derud.
„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig,
din svenske Hallunk? Er du døv?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
