Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sende „nu græder Barnesjælen.“ Pelle stod stivnet
i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg.
„Det er jo Fjælstavnen“*) sagde Karl Johan „ken-
der I ikke engang den? Der er hundetykt af den
her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det
virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde
ikke saadan slippe sin Gru. Han havde stirret dybt
ind i den anden Verden, og enhver Forklaring prel-
lede af paa ham.
Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse.
Han havde tænkt sig den befolket af Røvere; og
saa var det ikke andet end nogle Kampestens Ruiner,
der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik
paa egen Haand neden om det hele for at se, om
der ikke skulde være en hemmelig underjordisk
Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde
han i al Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind
og lede om Pengekisterne — ellers blev de for
mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen
Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skov-
bund, der var saftdrivende grøn af Konvaller som
blomstrede svagt endnu — og af vilde Jordbær. Her var
saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre.
Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig
Vej gennem Rankerne for at slippe op. Han havde
tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke
under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i
de overhængende Grene til et lavt tungt Loft; der
var ikke Dag at skelne til nogen Side, men Løvet
gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden
var slibrig af Væde og forraadnet Kryb; under Klip-
pevæggen hang dirrende Bregner med Toppen nedad;
der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar.
Vældige Trærødder laa udspændte over Klipperne,
og lignede nøgne sorte Djævlekroppe der vred sig
for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog Solen
tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom
dampede det blaaligt og tonede — som fra et Tær-
skeværk langt borte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
