Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var Huset hvor Stolpes havde boet, kanske
kendte de Ellens Bopæl. Men hvad vedkom den
forresten ham? han huskede nok Lasse Fredriks
rædselsslagne Ansigt. Og der var jo Hjørnestedet
hvor Morten havde bestyret Forretningen —
ho, det var længe siden deres Veje skiltes! Morten
havde i Virkeligheden altid misundt ham — han
havde ikke kunnet taale hans kolossale Frem-
gang. Nu kunde han jo hovere!
Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det
lagde sig som en Taage over hans Hjærne, Tan-
kerne ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede
Kværulanter. I aarevis havde Trangen til at om-
gaas Mennesker hobet sig forfærdeligt op i ham;
nu skred det hele. Han kunde godt vælte sig
ind paa en eller anden og yppe Klammeri, blot
for ikke at gaa her og forholde sig ligegyldig til
Alverden. — Hvorfor gik han ikke hen i Blod-
koppen? Dér var han i al Fald ventet.
Ud for Griffenfeldtsgade var der Opløb, Folk
havde slaaet Kreds om en Kularbejder, der stod
og maltrakterede en Lygtepæl med sine Træsko-
snuder, mens han snøvlende brugte Mund. Han
var rendt imod den og havde Hul i Panden.
Folk morede sig over ham.
Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kul-
støvede Ansigt, genkendte Pelle ham; det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
