Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bækkevand i Havet, og Aarene spildes hen — eller
er det Løgn hvad jeg siger? — Alle ville Herrer
være, ingen vil paa Sækken bære; saa krænger de
og rider paa hverandre for at komme det Gran
højere til Vejrs. Og flot skal det være herinde, men
Fattigdom og Svineri er der i hver en Vraa. Jeg
tænker Vorherre snart har faaet nok af alt dette
han! Ikke en Time gaar hen, uden jeg forbander
den Dag jeg lod mig lokke bort fra Bondelandet;
der groede dog Føden paa Marken for Fattigmand
ogsaa, blot han vilde tage det som det faldt. Men
her maa han møde med Skillingen i Niven bare
han skal bruge lidt Grønt til en Suppe. Har du
Penge kan du faa; har du ingen kan du gaa! — ja
saadan er’et. Men herind maatte én jo — for at
være med i Peters Lykke! stort tegnede det, og jeg
Tokke har altid haft Mod paa at se mit eget Blod
føre an. Og nu sidder jeg her som en anden
Tiggeprinsesse; stort er det blevet, for jeg er Mor
til Byens største Sviregast.“
„Saadan skulde Farmor ikke tale,“ sagde Dren-
genes Mor.
,Ja ja, men træt af alting er jeg og tør ikke
tænke paa at dø alligevel! Jeg tør jo føje gaa hen
og lægge mig, for hvem skal saa holde Styr paa
Peter — Kraften/“ Hun sagde det haansk.
„Farmor kan rolig gaa hen og lægge sig; jeg
kommer bedst til Rette med Peter, naar jeg er ene
med ham,“ sagde Konen. Men den gamle rørte sig
ikke.
„Faa du hende til at gaa Morten,“ hviskede Mo-
deren, „du er den eneste hun tager efter.“ Morten
snakkede for den gamle saa længe, til han fik hende
lokket af Sted; han maatte love at gaa med og
stoppe om hendes Fødder.
„Saa fik vi hende da til Side,“ sagde Moderen
lettet. Jeg er saa bange, Far engang skal glemme
at hun er hans Mor. Han sanser jo ikke naar det
er saadan fat, og hun tænker ikke paa at vige —
det er haardt imod haardt. Men nu synes jeg, I
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren. II. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
