Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Banken i hans Øre til et endeløst Traadd af trætte
Skarer, der gik rundt og rundt i deres blinde Fam-
len efter en Vej ud til Lyset og Lykken. Hans Be-
vidsthed fik ikke fat i det; men det lagde sig af-
kræftende over hans Dag ogsaa.
Borgernes Lag vedblev at være en fremmed Ver-
den for ham. De fleste var forarmede som Kirke-
rotter men dækkede behændigt over det og lod ikke
til at have anden Higen end den at bevare Skinnet.
Penge’“ sagde Mester Andres — „her er kun en
tikrone blandt Byens Mestre, og den flytter sig fra
Haand til Haand. Naar den opholder sig for længe
hos en, gaar alle vi andre i Staa.“ Manglen paa
Driftsmidler hang forkomment over dem, men saa
pralede de af Reder Monsens Penge — her var dog
Rigmænd i Staden! Ellers holdtes de oppe af hver
sit, en havde sendt Skotøj saa langt bort som til
Vestindien, en anden lavet Brudesengen til selve
Borgmesterens Datter; de hævdede sig som Klasse
ved at se med Foragt ned paa Almuen.
Pelle havde ærlig og redelig sat sig for at gøre
Vejen med, smile opad og vende den haarde Dom
nedad, smyge sig frem som Alfred. Men Kræfter
arbejdede den anden Vej i Dybet af ham og stødte
ham bestandig tilbage hvor han hørte hjemme. Hans
Kamp med Gadedrengene hørte op af sig selv, den
var saa meningsløs, han gik ud og ind i Hjemmene,
og Drengene blev hans Kammerater efterhaanden
som de naaede Konfirmationen.
Gadedrengene laa i uforsonlig Krig med dem der
gik i Betalingsskole, Grisene kaldtes de efter Truget
de bar paa Ryggen. Pelle havde været mellem dob-
belt Ild men taget Haanen og Skoserne oppe fra
med Lasses Sind, som noget der nu engang hørte
til. „Somme er født til at byde, andre til at lyde,“
som Lasse sagde.
Men en Dag langede han ud efter en af dem. Og
da han først havde syltet Postmesterens Søn saa der
ikke var ren Plet paa ham, opdagede han at han
havde noget udestaaende med alle Finmandssønnerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
