Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Snak blandt Borgerne, og hans Bane forekom
ham tristere end alle de andres; det var som selve
Lykkesagnet, der var blevet slaaet til Jorden.
Af den sure Snak, der bestandig hakkede i Sten-
hugger Jørgensen og aldrig vilde blive færdig, frem-
gik det, at han i sin Ungdom var kommet vandrende
ned fra Klipperne i lappede Lærredsbukser og
sprukne Træsko, men med Panden i Sky som om
det hele allerede var hans. Brændevin rørte han
ikke, han havde bedre Anvendelse for sine Kræfter
sagde han. Fuld af store Tanker om sig selv var
han, og vilde ikke slaa sig til Taals med det al-
mindelige. Og gode Ævner havde han — rent me-
ningsløse Ævner for en Fattigmand.
Han vilde straks i Gang med at vende op og
ned paa alle Begreber. Blot fordi han var avlet
inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhug-
ger, teede han sig straks som Stenens Herre, satte
gammel velfunderet Erfaring til Side og halede ny
Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved. Stenen var
som forgjort under hans Hænder, blot man lagde
en Tegning foran ham, huggede han baade Djævle-
hoveder, Underjordiske og den store Søslange —
alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne
ovre. Gamle veltjente Stenhuggere saa sig pludselig
sat til Side og kunde lige saa godt give sig til at
slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen
over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa
det ældste af alle Midler til at lære Ungdommen
Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort, Peter
Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti.
Det var ikke til at hamle op med en, som havde
ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i For-
bund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede
sig ved at kalde ham Kraften — og satte deres Lid
hl Ulykken.
At følge hans Bane var at vove sig ud i det hals-
brækkende, saa tidt de skikkelige Borgere end
gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed
tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
