Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— fra den Dag han ung og fræk kom masende ned
i sine Pjalter og vilde gøre sine Kræfter gældende,
til han drev Barnet i Søen og faldt hen som en an-
den Idiot.
Nede paa Havnen var der fuldt af Folk, alt hvad
der kunde krybe og gaa var mødt. Der var Humør
i Folk trods Kulden og de smalle Tider, de stam-
pede og sagde Vittigheder, Byen havde med et
Slæng rystet Vinterdvalen af sig. Folk krøb op paa
Klippeblokkene og hang tykt i de sammenhuggede
Tømmerrammer som skulde forsænkes til Moler;
de strakte Hals i nervøse Ryk, som kunde noget
komme uforvarende og kappe Hovedet af dem. Jens
og Morten var der ogsaa, de stod henne til en Side
og krøb sammen, triste saa de ud med deres sky
forpinte Ansigter. Og henne hvor den store Bedding
løb skraat ned mod Bækkenets Bund stod Arbejderne
i Flokke, de trak op i Bukserne af Ørkesløshed,
skelede fjoget til hinanden og svor.
Men nede paa Bunden af det store Bækken gik
Kraften alene og rodede. Han syntes saa uvidende
om Omverdenen som et Barn der er optaget af sin
Leg; han havde sine egne Formaal, men hvilke var
ikke godt at sige. I den ene Haand holdt han et
Bundt Dynamitpatroner, med den anden støttede
han sig til en svær Jærnstang; han var langsom og
jævn i sine Bevægelser som en tungtvandrende
Bjørn. Naar han rettede sig op, raabte Kammera-
terne galdesygt til ham: de vilde komme og pille
ham i Smaastykker, skære hans Mave op saa han
skulde lugte sine egne Indvolde, ridse ham med
deres Tolleknive og gnide Helvedessten i Saarene
— om ikke han smed sit Værge og lod dem komme
til deres Arbejde.
Kraften værdigede dem ikke noget Svar, kanske
hørte han dem slet ikke. Naar han løftede Ansigtet,
gik Blikket langt ud, ladet med en underlig Tynge
som ikke var menneskelig. Det forfærdelig døds-
trætte Ansigt viste længer bort i sin Tristhed end
nogen kunde følge. „Han er vanvittig,“ hviskede de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
