Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
høvede passere ham og afsætte en Pægl i hans^ tør
stige Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet
paa sin Vej ud til Forbrugerne lagde Vejen om ad
Hofskomageren .og afsatte Selvejerkøretøj og Herre-
leben? Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til
Kunderne, og skyde Meyer ud lige som han havde
skudt Pipmanden ud? — jo selvfølgelig! Tredve
Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for,
sagdes der. „Det skulde lige deles mellem os der
arbejder for ham!“ tænkte Pelle mens han hamrede
Pløkkerne i. „Saa behøvede Far Lasse ikke gaa der-
hjemme én Dag længer og hutle sig gennem Tilvæ-
relsen.“
Dette var noget man kunde tage og føle paa, et
praktisk Regnestykke han havde gjort — som til-
syneladende ikke havde noget med hans lyse Lykke-
tro at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et
Steds og bar oppe gennem alt — men vogtede sig
vel for at stille bestemte Krav; et tungt erhværvet
Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at
være rummelig. Det var hans Slægtsarv, ^og han
kunde bære den trofast gennem alle Tilskikkelser;
som Millionerne havde gjort det før ham — altid
rede til at tage mod den Ukendte — til de naaede
Graven og resigneret leverede Drømmen videre.
Der var et Haab for ham selv i det, men blev dét
slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med
Lykken var til syvende og sidst ikke noget Løfte
om haandgribelig Fremgang for den enkelte, men en
bred Forjættelse — baaret frem gennem trælse Aar-
hundreder med noget af Evighedens lange Aande-
drag.
Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig;
den laa nedfældet i hans Sind som en ufattelig stor
Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte nok
store, men Resignationen altid større; han var grun-
digt indstillet paa at se alting gaa til Spilde og alli-
gevel bevare Haabet.
Ofte nok havde det taget Toner under den lange
Marsj: af „Davidsstaden med Guld paa Gaden“,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
