Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har vist
ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig.
Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet,
men der laa et eget Slør over hans Øjne som sad
der Skuffelse i hans Sind.
Og Pelle forstod det godt — det havde altid væ-
ret den selvfølgeligste Sag, at Lasse skulde tilbringe
sine gamle Dage ved hans Arne. I Barneaarenes
Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var
Far Lasse altid med og nød sin Alders Hvile til Tak
for hvad han havde gjort. Saadan maatte det være,
i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der en
Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms ene-
ste Trøst for Fattigmand.
Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa
Stuer var der ikke Plads. Ellen manglede sikkert
ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den gamle med
et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod
ikke Tredjemand at komme helt ind paa Livet af
dem. Det var heller aldrig faldet hende ind med en
Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte hende
til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunder-
lige i deres Samliv dø. Saa rigt som han og hun
levede fra Stund til Stund — det var en hellig
Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle
Ofre! Deres Forhold var ikke den jævne praktiske
Holden-af men selve den store Kærlighed — der
ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i
skønne tragiske Sange om ulykkelige Elskende.
Her til dem kom den selv — som et lysende Un-
der!
Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse
blev fyldigere og blødere. Over for alle andre beva-
rede hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men
mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold —
der altid havde holdt til et Steds i hende, som var
der noget ikke engang han kunde erobre — forsvandt;
hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men
lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en
forunderlig blød Ligevægt over hende — som havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
