Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det noget at holde sammen paa de mange? det
gjorde jo blot Pinen endnu haardere for dem! Men
i Øjeblikket saå han lyst nok paa alting, han var
sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere
Tid. Midt i den haardeste Virkelighed hændte det,
at hans Sjæl sprang fra og koglede den ny Lykke-
tid frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede
ham i Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand
var han nu, han mærkede ikke Kulden, den store
Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sam-
men med manglende Ernæring gjorde, at Blodet al-
tid sang i hans Ører; han fornam det som en lyk-
kelig Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede
ham ikke at møde Hanne sommerklædt og bal-
pyntet.
„Pelle min Kærest,“ sagde hun og greb hans
Haand. „Vil du med til Dans?“
„Det er den gamle Hanne,“ tænkte Pelle glad —
„Arkens sorgløse Prinsesse. Og hun har jo Feber
endnu lige som dengang.“ Han havde selv Feber;
naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde
Gnister af hinanden. Han havde helt glemt Far
Lasse og sit Ærende, og gik med hende.
Indgangen til Den syvende Himmel laa badet i
Lys, som blottede Gadens Kulde ubarmhjærtigt. Der-
ude i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn
sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skut-
tede sig og vendte Lommerne for en Femøre; og
naar de fandt en, listede de sig gennem den blod-
røde Tunnel ind i Dansesalen.
Men der var koldt derinde ogsaa, Aandedrættet
hang som hvid Pudder i Luften, og fra det bonede
Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel tænkt
paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden
skulde brænde med tusend osende Tander? Her
plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud — saa
det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte.
Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene
hang Vinterens Arbejdsløse og gad ikke røre sig,
ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
