Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ellers sultede jeg nok ihjæl — de under mig i
al Fald Føden! Vor egen Presse har fremdeles in-
gen Brug for Blænkere, men kun for Folk, der
marsjerer efter Parolen !a
„Og du har svært ved at underordne dig,a sagde
Pelle smilende.
Jeg har mit Ansvar opad/ svarede Morten stolt.
„Hvis jeg er den Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan
jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang imellem
hugger Arbejderen et af mine Bidrag fra den bor-
gerlige Presse — det er al den Forbindelse, jeg har
med mine egne. Min Føde maa jeg hente paa den
anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det
er egenlig haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har
naget mig, at jeg ikke kan faa mine egne i Tale
uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente,
udenom Kraftens Søn fører der alligevel ingen Vej.
Foreløbig gør jeg saa et Arbejde i Overklassen; jeg
sætter Elendigheden ind paa Livet af de lykkeligt
stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvælt-
ningen maa forberedes fra oven ogsaa.“
„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte
Pelle forundret.
„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen
var før den rejste sig — det er et Udslag af Kultur.
Undertiden er den næsten for tolerant — man kan
ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar
der er noget, den ikke synes om, har den altid den
Udvej at se artistisk paa det.“
„Hvordan mener du?“
„Som en Præstation du, som om man optraadte
for at underholde den. Det er sku storartet gjort —
hedder det, naar man har lagt et Stykke af den
bundløse Elendighed blot — det er helt russisk.
Naturligvis har det ikke noget med Virkeligheden at
gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og an-
den slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror
jeg alligevel Maden bliver besk i Munden paa dem.
En Dag faar jeg kanske ogsaa Held til at skrive
saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
