Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbej-
dede. Der var noget hyggeligt ved, at de Iaa og sov
saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog at
han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede
Hjemmet, derfor lagde han saa muntert i. Fattige
var de, men det var ligegyldigt i Forhold til den
Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i
Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til
alting hed det: Far skal! eller: Far har selv sagt! —
i deres Øjne var han Ufejlbarligheden selv. Og Ellen
begyndte at komme til ham med sine Bekymringer,
hun gik ikke længer stum med sit men erkendte, at
han havde stærkere Skuldre.
Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som
om gode Kræfter arbejdede for ham. Saa beskæm-
mende det var, at Hustruen skulde arbejde med paa
Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at
fritage hende for det — og hvad havde han været for
Børnene? Det var ikke nemt at bygge alting op paa
én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende
nok at lade noget falde og føre Resten saa meget
hurtigere igennem. Som han var nu, var han i Grun-
den ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke den
ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj
Grad trængte til Overbærenhed! En Bunke Bohave
paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny Bolig.
Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det;
baade gamle Fjender og gamle Venner saa paa ham
som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er det
virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde
deres Blik. Men hans egne var til Gengæld over-
bærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster forkla-
rende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos
ham — „men han faar nok!“ Og saa udmalede hun
sig alt det dejlige, der saa skulde ske. Pelle blev
underlig til Mode — han fik se at komme igennem
dette lidt hurtigt.
Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han
havde vovet sig ud i, men nu begyndte han at
kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
