Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting —
Qu er den dygtigste i hele Verden.“ Og efter en lille
Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“
„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er
n°k en af os, der er vigtig!“
„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og vir-
rede med Hovedet
„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar
hun kom ned med Svend Trøst paa Armen for at
hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun pressede
om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og
^vend Trøst sparkede for at komme ned paa Gulvet,
1 Lag med Læsterne. Ja, saa bliver vi her allesam-
røen,“ sagde Ellen og satte sig ned.
Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde
taget paa hende. Hun talte ikke mere om Fremtiden,
men var glad til, at de var sluppet ud af Aagerkar-
jens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille,
hdt forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget
hedre, men gik og var taknemmelig; og Pelle syntes,
at der døde noget bort i hende sammen med Util-
fredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet
alt sit; Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde
hende glansløs og almindelig. „Hun trænger til Sol,“
tasnkte han.
Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres
^Øgen efter en Vej ud til Fremtiden, rent monomant,
’det samme Spor de hundrede Gange havde traadt.
Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte
hl°t, at de stadig tærskede Langhalm paa Problemet,
luden for Faget gaves der ingen Udvej; der var kun
Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede
®
jg ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre
Muligheder op, vendte Tankerne af sig selv tilbage
hl Trebenen — som en strejfende Hund, der bestandig
kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der
var noget i ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde
ham og hans Fag solidariske — trods dets Haabløs-
hed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde
^Pørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
