Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage
som havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa
styrtede de to Børn i vild Fart op mod Huset.
For de to var Haven en Vidunderverden fuld af
Herligheder — og fuld af Rædsler. De blev snart
fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade,
°g traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mød-
tes venskabeligt med dem og udvekslede Meninger
— som Væsner fra hver sin Verden, der mødes paa
Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaade-
fuldt over de ny Venner, som holdt dem paa Af-
stand — de gav ikke rigtig Besked om sig selv. Naar
man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede
de rask nok: Det har Mor Ellen gjort! — men
spurgte man om, hvordan der saa ud nede i Jor-
den, saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden
blev Haven ved at være, alt det de traskede rundt
i den. Hver Dag foretog de ny Opdagelsesrejser ind
under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de lige-
frem ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de
slet ikke vovede sig ind paa. Der maatte de hen i
Nærheden mange Gange om Dagen og kigge over
Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der
sad som et ondt Væsen derinde og intet Navn havde.
Ude i det straalende Solskin paa Gangstien stod de
°g udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned
ad hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsomme-
ligt Stene op og kastede derind; — han kunde ikke
bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig
paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og
pludselig styrtede de afsted op mod Huset i panisk
Skræk.
Man behøvede ikke være Barn for at følge Ha-
vens Liv. Der var kommet en ufattelig Grøde i al-
ting, om Natten knagede og puslede det derude i
Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne
spændte paa og brød ud gennem den ældede Bark
som Frugtblomster og ny „Øjne“. Det var som om
Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende;
de halvkvalte Frugttrær, der ikke havde baaret i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
