- Project Runeberg -  Percival Keene /
108

(1913) [MARC] Author: Frederick Marryat With: Karl Hansen Reistrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

108

Ild i Skibet og om Mord og Drab. Tilsidst følte jeg
dog en behagelig Kølighed, jeg syntes, at jeg hørte,
at mit Navn blev raabt, men jeg troede, at det var
i Søvne og sov videre.

Da jeg vaagnede, var alt mørkt og stille, men da
jeg vendte mig om paa Siden, hørte jeg en Lyd af
plaskende Vand og fik Munden fuld af det. Jeg for
forskrækket op og mærkede, at jeg endnu var i
Køjen, men Vandet gik op over Madrassen.

Jeg forstod straks, at Skibet var ved at synke,
og gav mig derfor til at raabe af alle Kræfter, men
ingen svarede. Da jeg sprang ud af Køjen, befandt
jeg mig i Vand til Halsen. Halvt vadende, halvt
svømmende naaede jeg Kahytstrappen og kravlede
op. Det var bælgmørkt, og jeg kunde hverken høre
eller se nogen. Jeg var alene paa det synkende Skib!

Jeg kan lige saa godt med det samme fortælle,
at da Folkene mærkede, at Vandet steg, styrtede de
forfærdede op paa Dækket og raabte til Manden ved
Roret, at Skibet var ved at synke, og at de derfor
maatte skynde sig at komme bort i Baaden. De
havde ogsaa husket paa mig, og en af dem havde
været nede paa Kahytstrappen og kaldt, men da
han ikke fik noget Svar, troede han, at jeg var
druknet.

Jeg haabede, at de endnu ikke var kommet ret
langt bort og raabte atter og atter, men til ingen
Nytte. Det var en forfærdelig Stilling at være i. Jeg
bad en Bøn til Gud og forberedte mig paa at dø,
men jeg syntes, at det var haardt at skulle dø, naar
man kun var femten Aar.

Bønnen beroligede mig, og jeg begyndte at tænke
paa, om der alligevel ikke skulde være Udsigt til
Redning.

Jo. Der var rigeligt med Brædder paa Dækket.
Naar det blev lyst, kunde jeg maaske binde nogle
af dem sammen og låve en mig Slags Flaade.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:02:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/percikeene/0114.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free