Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXXVIII
Jeg havde ikke besøgt gamle Waghorn, Janes
Onkel, af Frygt for, at han skulde genkende mig
fra tidligere Tid. Blinde Folk har som Regel skarpe
Sanser, noget som Naturen yder dem som en
Erstatning for Tabet af den ene.
Eftersom jeg blev ældre, blev jeg ogsaa mere
forstandig, og jeg kunde ikke lade være at lægge
Mærke til, at de Handlinger, jeg havde indladt
mig paa som Kadet, og som jeg dengang fandt
var meget hensigtsmæssige og desuden evige Løjer,
senere kunde drage slemme Følger efter sig. Selv
for denne Ubetydelighed anklagede jeg mig selv.
Kom jeg til Stede ved Brylluppet, kunde jeg blive
genkendt, og dette kunde volde en Del Forstyrrelse,
da den Gamle kunde fatte Mistanke, og hele
Brylluppet paa den Maade gaa i Vasken. Dette havde
jeg altsammen forklaret Bob Cross. »Jeg kan ikke
tro. der er noget at risikere ved det, Kaptajn Keene,«
sagde han, »det var jo i en god Mening, vi gjorde det.
Det er saa længe siden, og da var De ikke saTa
meget Mand, som De er nu. Man siger nok, at
Skurkestreger ikke betaler sig i Længden — men i hvert
Fald vil Jane blive meget skuffet, hvis De ikke
kommer med.«
»Det nytter ikke, Bob, jeg maa i alt Fald låve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
