Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
il 7
»Feodor,« hviskede hun, »jeg har altid
elsket dig, jeg har aldrig tænkt paa nogen anden
end dig. Alt hos mig er dit og har været dit
i mange Aar, Hjerte, Sjæl og Tanke er kun for
dig.«
»Gud signe dig, Annital« udbrød jeg, i sidste
Øieblik begyndte jeg at tvivle. Dersom du ikke
havde kunnet holde af mig, Annita, vilde jeg
være bleven meget ulykkelig, ja kanske et slet
Menneske, ond, bitter og hadsk. Men ikke nu.
Ved du, hvad det vil sige, at fange en Solstraale« ?
»Kan man fange en Solstraale?«
»Ja, Solstraalen er Smilet paa dine Læber,
Annita, kan jeg fange det Smil for mit Liv, da
er jeg reddet og vil blive et godt Menneske og
en lykkelig Mand.«
»Da skal du have det, Feodor, det skal være
dit, og for ingen anden som for dig.«
Solen var i det samme netop ved at gaa
ned. Aftenen var rolig, der kom ganske svage
Luftninger hen til os fra en hendøende Vind.
Aldrig har det forekommet mig at Solen gik mere
straalende ned, eller at Ladoga nogensinde har
seet skjønnere ud end den Aften, da Annita
tilstod mig sin Kjærlighed. Da Solen forsvandt i
Ladogas Bølger, og Mørket rykkede frem over
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
