Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [III]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
„Ja. jeg vet det," sa Anine — og med ett lo
hun til ryggen, som nu bøide sig over sengen,
mens de lange, træhændte mandfolkarmene puslet
travelt — „jeg mener, jeg faar hjælpe Dem," sa
hun — og da han vendte sig mot hende, løftet
hun alt lænken, den lubne maarskindsmuffen hang
i, over hodet. Og nu først blev han likesom fuldt
var at fru Haukeberg stod her i hans rum hos
repslageren — og han for sig med hænderne over
haaret og nedover jakken og fortvilte og sa:
„Nei — nei — her er saa rotet, her er saa
rotet ..."
„Ja," sa hun „det er det jeg sier — jeg faar
nok hjælpe Dem, jeg — vi skal nok faa det flidd
og pent her, kan De tro — og pakket og vel
nedlagt — altsammen."
Mens hun sa dette, trak hun hanskerne av —
vrængte kaapen av sig — tok naalen ut av den
lyse skindluen, som hadde ens farve med hendes
haar . . .
Han hjalp hende ikke.
„Saa," sa hun — „har De ikke en lampe?"
Da stomlet han avsted mellem stolene efter
fyrstikker.
Det var tændt og rullet ned.
Anine gik og pakket — la plagg for plagg ned
i den rare, firkantete sælskindskufferten, som
hadde været gamle Sterns. En og anden gang
kom Magnus fore hende med noget som skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
