Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [IV]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
„Jeg tænkte ikke, De skulde vite det," sa
han, og ordene blev utydelig mot hendes haand
— „det vet Gud . . ."
Hun høiet sig forover.
„Men kjære, du e’ da saa lei dig, Magnus —
men det e’ da ikke noget at være sorgfuld for,"
hun la haanden mot panden hans et sekund.
Han stirret paa hende.
"–-at du e’ go’ i mig, litt go’ i mig —
mener jeg."
Magnus slåp hendes haand og reiste sig.
„Go’ i . . ." tok han igjen — „Go’ i . . ."
men med ett saa han likesom en berging i de smaa
ordene . . . „Nei," sa han, „nei, det maa jeg vel
ha lov til, jeg som andre," han smilte og rettet
sig — „og det var det, at da jeg kom ind og De
stod der, ved vinduet og De snudde Dem — da
stod De slik, at aftenstjernen der," han pekte ut
mot den bleke, grønne kveldshimmel — „den
saa ut, som den hang i haaret paa Dem ..."
Næste eftermiddag kom hun til ham.
Han sat ved bordet med Schleiermacher’s
levnet opslaat foran sig.
„Magnus," sa hun og stanset midt paa gulvet
— „du e’ vel ikke vild paa mig? Du var saa
snar til at gaa, igaarkveld — og jeg tænkte,
kanhænde nogenting vondt kommer efter med ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
