Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [V]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
at en haand kan synke som en fugl igjennem
luften . . .
Timerne hadde staat stille. Og han hadde
ikke vaaget at se paa klokken; for Alvildes øine
stod altid vakt hos ham.
Timerne hadde ikke rørt sig. De hadde læst
en gammel prests „Erindringer" til ende, men
det var endda længe til sengetid. De hadde
samtalt. De hadde samtalt om Haukebergs, og naar
det intet nyt mer var at spørge om, brukte hans
mor et av de gamle spørsmaal — og hørte atter
med øinene over brillerne nøie efter svaret, han
en gang før hadde git. Og hans far sa: „En
respektabel mand, en dygtig mand den Haukeberg.."
og han hadde sin uryggelige agtelse for
menneskene i røsten.
Men Alvilde hadde ikke sluttet med at spørge
om Anine.
Han hadde gaat op i Slotsparken den sidste
dagen, og han hadde sittet der paa en bænk —
og drevet paa de nymaakete veiene — og endda
sittet litt, til det blev aftenstid. For at slippe at
høre Alvildes sterke røst, naar hun spurte ham
om det var sandt at fru Haukeberg var saa
vakker som folk sa . . .
Men nu, han sat i toget, som for hvert ryk
bar ham nærmere Anine — nu kjendte Magnus
Stern det som om noget hele tiden sank væk bak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
