Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [V]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
skar en tindrende gul strime fra et vindu som
netop blev aapnet — litt høiere op i gaten stod
en lygt med ruterne gnistrende i solskin, — og
hele gaten med den blonde husråden laa i nakent,
hvitt lys; de skygger som var, glimet
spiritus-blaa.
Magnus tok sig til øinene.
Saa kjendte han glæde strømme igjennem sig
— som et budskap skar vissheten igjennem ham:
han skulde se hende — nu — idag — om nogen
minutter. Var han galen som la sig for i et
halvmørkt rum og tænkte paa døden?
Han gik over gaten; ikke fort — han gik lik
en som vet at det bedste er visst.
Og da to herrer, kjendte fra fælles spisekvarter,
stanset ham med utrop, svarte han rolig: Han
hadde længtet væk fra kulrøken — efter ren sne;
ja, og nu var han her igjen . . .
Herrerne snakket litt om julen. Og straks
efter om maskeballet. Den store maskefest hadde
gaat for sig igaar kveld.
„Igaar?" sa Magnus.
„Og inat ... og imorges ..." sa herrerne;
klokken seks var de for sit vedkommende
havnet i sengen. Og de nævnte for Stern om prolog
og optog. — „Men huldren!" sa de —
„gudbe-vare Dem, Stern, vi har set det deiligste
kvindemenneske, gud og fanden har skapt — hun kom,
danset og var væk før masken faldt — hun mælte
ikke en stavelse — likevel, likevel! ..."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
