Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [VII]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Det tok paa at samle sig til et agg mot unge
Stern hos Per Haukeberg. Det kunde greie sig med
at den gyplingen gjorde det utrivelig for ham paa
Øinæs, om han ikke skulde spre uhygge i villaen
ogsaa. — Hadde det ikke været for gamle Stern,
saa skulde baade Øinæs og Per Haukeberg set
det sidste av hælene hans for lang tid siden.
Han hadde aldrig været bortimot saa langmodig
mot noget menneske, siden han som gutunge lot
ældste søsteren dænge sig, og ikke tok igjen fordi
hun var jente ...
Men nu skulde det ha slut!
For her ene dagen var det hændt nogenting
som hadde øket agget i ham slik, at han kjendte
det hogge straks han vaaknet om morgenen.
Anine var kommet til ham med noget, hun
maatte be om forlating for, sa hun. — Det hadde
han ikke studset større ved — hun hadde det med
at be om forlating, saa for det hun ikke trodde,
hun hadde været blid nok ved den leilighet, og saa
for hun hadde glemt noget ved den leilighet.
Men én ting hadde Anine aldrig bedt ham (eller
noget andet menneske det han kunde tro) om
forlating for, og det var for løgns skyld. I alle
de aar, han hadde levd med hende, var det aldrig
hændt dem imellen at hun av fri vilje hadde
ved-staat at hun för med usandhet. Før nu.
Hun hadde vækket ham tidlig om morgenen
— det var saa vidt han kunde skimte
ansigts-dragene i halvlyset bak sengomhænget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
